Er fagbøger en del af børnelitteraturen?

Anna Karlskov Skyggebjerg

Er fagbøger en del af børnelitteraturen?

http://urn.kb.se/resolve?urn=urn:nbn:se:sbi-33
Citation: Nordic Journal of ChildLit Aesthetics, Vol. 2, 2011 DOI: 10.3402/blft.v2i0.5836

Abstract

Is non-fiction also a part of children's literature?
In recent decades, children's literature researchers have only considered fiction children's literature (Maria Nikolajeva 1998 and Torben Weinreich 2004), and certain younger researchers have shown a tendency to write about experimental books by prize-winning authors (Bodil Kampp 2002). Very few researchers have shown an interest in non-fiction for children, and the consequence is that a great many publications for children have been overlooked. In the Nordic countries, Nina Goga's doctoral thesis from 2008 is the only exception from this exclusive definition of children's literature.

In this article, I present a definition of children's literature that includes non-fiction. In this definition, literature means ‘something written’ after ‘litera’ (Latin: letter). The purposes of the article are, on the one hand, to discuss different definitions and characteristics of non-fiction for children, and on the other hand to identify ways to analyze these books as literature for children. The article includes a discussion of a series of books about zoology by the Danish author Bent Jørgensen and the illustrator Birde Poulsen. One book in particular is discussed as an example of contemporary non-fiction and that is Om natten (In the Night, 2005). This book is subjected to analytical tools from literature studies, and one of the points is that non-fiction should be interpreted and described through a textanalytical approach.

Keywords: definitions of children's literature; children's literature research; non-fiction for children; analysis of children's literature.

Begrebet børnelitteratur er de seneste årtier blevet opfattet synonymt med skønlitteratur for børn. Toneangivende forskere som Maria Nikolajeva (Barnbokens byggklossar, 1998) og Torben Weinreich (Børnelitteratur mellem kunst og pædagogik, 2004) har defineret børnelitteratur som værende lig med skønlitteratur skrevet og/eller udgivet for børn, og inden for det børnelitterære uddannelsessystem, hvor disse forskeres bøger er blevet læst, har fokus ligeledes været rettet mod skønlitteratur. Selvom internationale oversigtsværker som Peter Hunts International companion encyclopedia of children's literature (2004) og Jack Zipes’ The Oxford encyclopedia of children's literature (2006) også har inkluderet artikler om faglitteratur, er den primære forskningsinteresse for børnelitteratur rettet mod skønlitteratur. Der publiceres forholdsvis flere bøger og artikler om skønlitterære genrer, forfatterskaber og værker end om faglitterære ditto, også selvom man tager hensyn til, at der (i Danmark) udgives tre skønlitterære børnebøger for hver én faglitterær udgivelse (Rasmussen 2005, 17). Den forskningsmæssige negligering af fagbøgerne hænger sandsynligvis sammen med, at børnelitteraturforskningen traditionelt har lånt sine metoder af den almene litteraturforskning, og at den almene litteraturforsknings metoder netop er udviklet til analyse og forståelse af skønlitteratur. Inden for den almene litteraturforskning ligger den interessemæssige fokus i øvrigt også på skønlitteratur, men man har dog både i Norge og Sverige (men ikke i Danmark) haft store nationale forskningsprojekter om faglitteratur.

I Danmark har en bestemt opfattelse af børnelitteratur som ordkunst de seneste år præget forskningen. En af de mest betydningsfulde og læste børnelitteraturforskere inden for det danske uddannelsessystem er Bodil Kampp, der med inspiration fra litteraturvidenskaben har fremført, at børnelitteratur i lighed med anden litteratur er “eksistentielle problemstillinger udtrykt i et fiktivt univers og i et kunstnerisk udarbejdet sprog” (Kampp 2002, 26)1. Kampp er bevidst om, at hendes definition så langt fra gælder al børnelitteratur, og at hun ud fra sin eksklusive bestemmelse står tilbage med et relativt snævert børnelitterært materiale, som bl.a. er kendetegnet ved sproglige og fortælletekniske eksperimenter. En af Kampps pointer er, at netop denne formelt og indholdsmæssigt komplekse børnelitteratur taler i øjenhøjde til det nutidige barn, der anses for at være kompetent i forhold til at agere i komplekse litterære og samfundsmæssige sammenhænge. Bodil Kampps karakteristik af det fænomen, hun selv kalder “den nyere komplekse børnelitteratur” kan ses som et led i en legitimeringsproces, og hendes hævdelse af denne børnelitteraturs kunstneriske kvaliteter har vundet genklang i formidlingen af børnelitteratur, særligt i det danske skolesystem.

Der er ingen tvivl om, at Bodil Kampp og andres forskning i den såkaldt komplekse børnebog har været med til at rykke ved formidlernes begreb om børnelitteratur i retning af anerkendelse af denne litteraturs slægtskab med den øvrige skønlitteratur. Ulempen ved den eksklusive og kunstnerisk orienterede børnelitteraturdefinition er imidlertid, at det nemt overses, at en meget stor del af bogudgivelserne for børn–i et historisk og nutidigt perspektiv–har som erklæret formål at formidle viden om verden i en saglig og let tilgængelig form. Den viden, der formidles, hentes fra forskellige fagområder, ikke mindst fra zoologi, human biologi og tekniske videnskaber. Denne type af børnelitteratur har rødder tilbage til den tidligste børnelitteratur, fx Johan Amos Comenius’ Orbis sensualium pictus (1658), og kan siges at indeholde en opfattelse af barnet som videbegærligt og informationssøgende.

Denne artikel bygger på en børnelitteraturdefinition, hvor ordet litteratur anvendes i dets brede og inkluderende betydning. Litteratur henviser her til noget, der er skrevet (litteratur kommer af det latinske ‘littera’, bogstav). Formålet er at synliggøre, definere og undersøge fagbøger for børn. I videnskabelig sammenhæng er dette felt så godt som ubeskrevet på nordisk grund (med undtagelse af Nina Gogas afhandling Kunnskap og kuriosa fra 2008), mens der i Tyskland og Storbritannien findes en større forskningstradition (se fx Mallett 1992, 2003, 2004 og Gruben 2006). Meget af forskningen i faglitteratur er knyttet til formidling og læseforskning, dvs. at perspektivet i højere grad er rettet mod litteraturvalg og læsestrategier end mod fagbøgerne som en særlig børnelitterær genre med tilhørende undergenrer. I nærværende artikel vil jeg diskutere definitioner og karakteristika ved fagbøger for børn ud fra den hidtidige forskning. Derudover vil jeg gennemgå zoologiske bøger af Bent Jørgensen og Birde Poulsen, særligt titlen Om natten (2005). Det er formålet at undersøge den vidensformidling, som finder sted i netop denne bog, men også i et bredere perspektiv at finde måder, hvorpå man kan analysere, diskutere og vurdere sådanne bøger.

Genredefinition og karakteristika

Fagbøger for børn kan henføres til kategorien faglitteratur, som bl.a. også omfatter videnskabelig litteratur og journalistisk formidlede værker for voksne læsere. Faglitteratur defineres ofte i et modsætningsforhold til skønlitteratur, hvilket sprogligt kommer til udtryk i den angelsaksiske sekundærlitteratur, som opererer med begreberne fiktion over for non-fiktion. I Linnea Hendricksons artikel i The Oxford encyclopedia of children's literature bliver fiktionen bl.a. karakteriseret ved brugen af narrative teknikker og ved sin henvisning til en sprogligt konstrueret virkelighed, mens non-fiktionen anses for at have et mindre elaboreret sprog, en enklere form og et mere forpligtende forhold til den empiriske virkelighed. I det danske Leksikon for børnelitteratur er opslaget om faglitteratur ganske kort, og den indholdsmæssige definition lyder: “ikke opdigtede tekster, som skildrer et sagsforhold” (Sønsthagen og Weinreich 2003, 130). Ingen af de to bestemmelser af non-fiktion/faglitteratur er videre tilfredsstillende, for selvom faglitteratur vægter faktuelle oplysninger og er mere målrettet i sin kommunikation end skønlitteratur, er det værd at bemærke, at faglitteratur ligesom skønlitteratur er afhængig af en sproglig formidling og dermed bliver en konstruktion. Som det påpeges af den britiske forsker i faglitteratur for børn, Helen Arnold, er også fagbøger et udtryk for nogens fortolkning af et område (Arnold 1992, 127). Linnea Hendrickson medgiver dog også i sin artikel, at en del nyere nonfiktion netop bruger narrative teknikker, hvilket udfordrer modstillingen mellem nonfiktion og fiktion (Hendrickson 2006, 160).

At anse forholdet mellem faglitteratur og skønlitteratur som værende et simpelt kontrastforhold indebærer en risiko for en (alt for) stereotyp opfattelse af de to kategorier. I forhold til fagbogen for børn kan en sådan tænkning betyde, at man negligerer mere eksperimenterende bøger, idet flertydighed, mangfoldighed i udtrykket og sproglig variation anses for udelukkende at være skønlitteraturens gebet. I fagbøger for børn anvendes der ofte fiktive personer, rammefortællinger og indlagte dokumenter/personlige beretninger. Dermed nærmer nogle af fagbøgerne sig de skønlitterære bøger, og således bliver den bibliotekariske kategorisering af disse fagbøger ofte lidt tilfældig (altså om en bog havner i Dewey-decimalklassesystemet under børnefagbøger eller placeres under skønlitteratur for børn). Genrekategorier er ikke nagelfaste kasser, som eksisterer afsondret fra hinanden, og det er derfor kun naturligt, at der findes en række blandingsformer, der er svære at indplacere i de systemer, som er tænkt som en hjælp i den praktiske formidling af børnelitteratur.

Fagbøger for børn adskiller sig fra den videnskabelige faglitteratur og fra traditionelle lærebøger ved sin popularisering af stoffet. Mange fagbøger for børn betjener sig som nævnt af fortælletekniske elementer, som kendes fra skønlitteraturen, og man kan derfor diskutere, om termen “fagbøger for børn” er den mest præcise. I den tyske forskningstradition taler man om “kinder- und jugendsachbücher” (Gruben 2006), og på engelsk bruges bl.a. termen “children's information books” (Mallett 2004). På begge sprog adskiller man herved børnefagbøgerne fra anden faglitteratur og markerer samtidig to væsentlige fællestræk ved genren: 1) at bøgerne formidler en sag eller et emne og 2) at bøgerne først og fremmest har til formål at informere/oplyse læseren om dette emne. På dansk ville ordet sagbøger (efter det tyske “Sachbücher”) imidlertid give associationer til sagprosa, som ofte anvendes om journalistiske genrer, og ordet informationsbøger ville let give associationer til teknisk litteratur og brugervejledninger. Det svenske “faktaböcker” (Furuland og Örvig 1990, Gómez 2008) ville være muligt at oversætte til dansk, og ordet fakta bliver da også brugt af forlagene som genreangivelse på nogle af fagbøgerne (fx “Gyldendal Fakta”). Ordet fakta sender dog det uhensigtsmæssige signal, at bøgerne fortæller en absolut sandhed, og det er der meget sjældent tale om. Derfor vurderer jeg, at det er mest hensigtsmæssigt at vedblive at tale om fagbøger for børn.

Gruppen af fagbøger for børn indeholder en bred vifte af bøger for børn om historiske forhold, teknologi, abstrakte begreber, kulturfænomener og natur samt forskellige typer af opslagsværker. Min definition af fagbøger for børn omfatter ikke deciderede undervisningsmaterialer eller bøger udgivet med et bestemt skolefag for øje. Ikke alene adskiller fagbogen for børn sig fra undervisningsmaterialer ved læsekonteksten; undervisningsmaterialer er tillige skrevet med henblik på at efterleve målbeskrivelser for skolefagene, hvilket påvirker deres formidling og inviterer til en analyse, som tager hensyn til disse mål. Det lader sig naturligvis ikke altid gøre at fastslå en bestemt bogs anvendelsespraksis, og fagbøger for børn vil ofte kunne bruges i en undervisningssituation. Min afgrænsning af genren er bestemt af, om bøgerne er udgivet direkte med henblik på klasseundervisning i et skolefag (og da tales der om undervisningsmaterialer), eller om bøgerne er udgivet med henblik på individuel eller kollektiv fordybelse uden for en bestemt institutionel sammenhæng.

Fagbøger for børn dækker en målgruppe fra de yngste læsere, hvortil der udgives pegebøger, til de ældste læsere, som kan fordybe sig i emner som filosofi, seksualitet og historie. En fagbog for børn formidler en tilgængelig viden om et vilkårligt emne tilpasset målgruppen, dvs. der reduceres meget ofte i emnets kompleksitet. En meget stor andel af fagbøgerne er henvendt til børn i førskolealderen eller i den tidlige skolealder. Det er de såkaldte billedfagbøger, som kendetegnes ved en omfattende illustrationsside. Siden 1950'erne har de fotografiske bøger udgjort en væsentlig del af fagbøgerne, hvilket ser ud til at gælde i alle nordiske lande (Gómez 2008), men fagbøger kan indeholde mange forskellige illustrationsteknikker på linje med skønlitterære bøger.

På baggrund af ovenstående diskussion vil jeg påpege, at det er nødvendigt med en bred forståelse af begrebet faglitteratur, når man taler om fagbøger for børn. Bøgerne udgør en højst uensartet masse, både når det gælder emne og målgruppe. I denne artikel tales der specifikt om faglitteratur i bogform, men faglitteratur for børn findes naturligvis også i andre både trykte og elektroniske medier, fx i aviser, tidsskrifter og på internettet. Faglitterære tekster er for mig fælles om at skildre et emne eller et sagsforhold, og fremstillingen har et oplysende formål. Dette formål kan dog være fulgt af andre formål, fx underholdning og nydelse. En faglitterær tekst er ligeså lidt som en skønlitterær tekst bygget på neutral grund. Nogen har på et tidspunkt udvalgt og tilrettelagt stoffet, valgt synsvinkel og fremstillingsform, og det er ikke mindst disse valg og fravalg, som vil være interessante at fremhæve i en analyse.

Tekstanalyse af fagbøger for børn

Der eksisterer ingen analysepraksis specifikt udformet til fagbøger for børn. Når man ser på analyse af skønlitteratur for børn inden for forsknings- og uddannelsesverdenen, har denne–i hvert fald i Danmark–især været præget af nykritik, receptionsæstetik og narratologi (Christensen 2006), men ingen af disse retninger har været anvendt i forståelsen af fagbøger. Dette skyldes sandsynligvis, at fagbøger for børn oftest betragtes som enkle tekster, hvis kommunikation også lader sig beskrive ud fra ganske simple forståelsesrammer. I Barnbokens byggklossar indleder Maria Nikolajeva med at ekskludere fagbøger fra sit analysemateriale, fordi fagbøgerne har egne forudsætninger og egen æstetik (Nikolajeva 1998, 8). Alligevel kan Nikolajevas narratologiske perspektiv ifølge Elsa Gómez med fordel anvendes på fagbøger (Gómez 2008, 61). Gómez finder de narratologiske kernebegreber som fortællerperspektiv, fokalisering og implicit læser lige så relevante i forhold til fagbøger som skønlitterære bøger, og Gómez efterlyser hermed også en øget fokus på fagbøgernes æstetiske sider. Dette synspunkt er overordentlig interessant, og det er på den baggrund ærgerligt, at Gómez ikke selv viser, hvorledes dette kan gøres, men alene henviser til et svensk universitetsspeciale, som ikke er fuldt tilgængeligt.

I sin afhandling Kunnskap og kuriosa (2008) har Nina Goga analyseret tre børnelitterære tekstsamlinger, som spænder over “et bredt og kuriøst emneregister og over en rekke ulike (fag)litterære kortformer som encyklopediske leksikonartikler, anekdoter, aforismer, epistler og biografiske essay” (Goga 2008, 14). Som det fremgår af citatet har Goga et varieret tekstvalg, og skellet mellem fag- og skønlitteratur er parentetisk, dvs. underordnet afhandlingens videnskabelige spørgsmål om vidensorganisering og kundskabssyn samt eksempelvis betydningen af kropslige erfaringer, rummets betydning og valget af metaforer i de analyserede bøger. Med hjælp fra filosofi og almen litteraturteori stiller Goga en række tekstanalytiske spørgsmål, der traditionelt stilles til æstetiske produkter for voksne, og dermed er hun med til at bryde med en snæver opfattelse af børnelitteratur i almindelighed og børne(fag)litterære kortformer i særdeleshed. Goga argumenterer for synliggørelsen af de ikke-narrative tekster inden for børnelitteraturen. Det er hendes pointe, at den tidligere børnelitteraturforskning har udviklet analysestrategier i forhold til fortællinger, men har forsømt at udvikle redskaber til forstå andre teksttyper.

Gómez og Goga argumenterer på hver deres måde for relevansen af disciplinen tekstanalyse i forhold til fagbøger for børn. Ligesom Goga betragter jeg det som en nødvendighed at bruge en pragmatisk næranalytisk metode for at nå tættere på en forståelse af, hvad fagbøger for børn er og kan bruges til. Min læsning af fagbøger er bl.a. inspireret af nykritikkens interesse for værket som en enhed af indhold og form og af receptionsæstetikkens interesse for de fortæller- og læserpositioner, teksten indeholder. Jeg finder det ikke relevant at underlægge fagbøgerne en fast, skematisk analysemodel, men søger at forme hver tekstanalyse efter de spørgsmål, som den enkelte tekst rejser. Samtidig vil det oftest være interessant at sammenholde formidlingen i den enkelte tekst med de uskrevne konventioner inden for genren. Generelt må det tekstanalytiske arbejde med fagbøger efter min overbevisning angå både tekstens formål, læserhenvendelse, indhold og æstetik. Hvilken viden præsenteres og hvorfor? Hvordan er den præsenterede viden organiseret? Hvem henvender teksten sig til? Hvordan viser fortællerstemmen sig? Hvilket sprog og hvilken metaforik bruges i fremstillingen af emnet? Hvilken type af illustrationer præsenteres, og hvordan virker de i sammenhæng med teksten? Hvordan virker denne fagbog i forhold til andre eksempler (og normer) inden for samme subgenre?

Dyreliv ifølge Bent Jørgensen og Birde Poulsen

Bøger om zoologi udgør en væsentlig del af de faglitterære udgivelser for børn. Dette er ikke noget ensidigt dansk fænomen. Ifølge Elsa Gómez udgør bøger om natur og dyr 20–30 procent af de svenske udgivelser. Denne procentdel har været nogenlunde fast siden 1950'erne (Gómez 2008, 35). Dette tal er sandsynligvis også gældende i Danmark. Her er det især bøger om landbrugets dyr og vilde dyr, der udgør en uofficiel emnekanon inden for fagbogsområdet.

Bent Jørgensen, der er tidligere direktør for Københavns Zoo, har siden 1980'erne skrevet adskillige fagbøger for børn om forskellige emner inden for zoologien. Han har bl.a. udgivet en række bøger sammen med illustratoren Birde Poulsen: Dyrenes kæmper (1997), Mærkelige dyr (1998), Dyrenes jægere (1998), Dyrenes familieliv (1999), Krible-krable-dyr (2001), Dyrenes sprog (2002) og Om natten (2005). Jørgensen og Poulsens bøger er valgt, fordi de er betydningsfulde eksponenter for en tradition, hvor vidensformidling kombineres med en gennemtænkt æstetisk komposition i sprog og illustrationer. Bøgerne har (sandsynligvis ikke mindst i kraft af illustrationerne) opnået en overordentlig stor udbredelse. De er trykt i adskillige oplag (inklusiv bogklubudgaver) og er oversat til flere sprog.

Jørgensen og Poulsens bøger henvender sig generelt til en bred målgruppe: Læserne eller lytterne indbydes til fordybelse, og de forudsættes at have en vis tålmodighed og en evne til at abstrahere. Samtidig er bøgerne organiseret på en måde, så det lader sig gøre at læse om hvert dyr for sig selv. Man kan forestille sig separate tekststykker læst højt for en gruppe børnehavebørn, som interesserer sig for et enkelt dyr, og man kan forestille sig skolebørn, som selv læser uddrag eller hele bøger. Bøgerne er ikke decideret læsepædagogisk tilrettelagt, men syntaksen er enkel, og teksten er inddelt i korte afsnit. Tekstrækkefølgen er logisk, og illustrationerne understøtter teksten med et varieret udtryk. Generelt gælder det for Birde Poulsens akvareller, at de er naturalistiske, samtidig med at de er ekspressive og fortolkende i forhold til stoffet. Størrelsesforhold og proportioner er ikke givet på forhånd, og der fokuseres på særlige detaljer ved hvert enkelt dyr. Såvel store som små dyr vises i karakteristiske situationer og positurer, og der indgår ofte en bevægelse. Farvekontraster er dyrket, hvor det er muligt, og Birde Poulsen har valgt at arbejde i hele opslag, således at tekstafsnittene er placeret i forhold til illustrationerne og ikke i faste blokke. Herved ligner bøgerne andre nyere billedbøger, såvel fag- som skønlitterære.

Bogen Om natten (2005) er særligt interessant, fordi der heri anlægges et usædvanligt tværfagligt perspektiv. I bogen blandes astronomiske, psykologiske, folkloristiske, medicinske, botaniske og zoologiske perspektiver på natten. Emfasen ligger på zoologien, men denne forsøges altså indsat i en bred kontekst, hvor emnet nat belyses fra mange forskellige faglige vinkler. Indledningen hedder “Verden om natten” og her stilles en række spørgsmål, som bogen vil svare på. Disse omhandler natlige fænomener som månen, stjerner, søvn, drømme, overtro, planter og særligt altså dyr, som er vågne om natten. Alt i alt kommer bogen rundt om mange forskellige emner, og der gives utroligt mange informationer på relativt få sider (bogens omfang er 48 sider inkl. omslag). Ser man udelukkende på det zoologiske stof, er dette i sig selv omfattende. De dyr, der fokuseres særligt på, er kat, mus, ugle, pindsvin, natsværmer og sankthansorm, flagermus og forskellige fugle. Disse dyr har hver fået tildelt et dobbeltopslag, mens andre dyr er kortere omtalt i et afsnit om dyrs søvn. Umiddelbart kan man altså konstatere, at bogen formidler en bred (og overfladisk) viden om et stort (tvær) fagligt område, men samtidig anvendes den emnemæssige vinkel til at afgrænse og sortere stoffet. Det, som er omdrejningspunktet, er en undren over natten som fysisk og psykisk fænomen.

Bogen præsenterer en utraditionel vidensorganisering qua sin tværfaglighed og sit brud med traditionelle opdelinger inden for bestemte vidensområder. Dyrene er fx ikke valgt og inddelt efter dyreart, men alene efter deres ageren i natten. Bogen adskiller sig desuden fra andre zoologiske fagbøger ved at lægge mindre vægt på mekaniske oplysninger om størrelse, vægt, føde, alder, bosted, drægtighedstid og yngelpleje og i stedet fokusere på livet om natten, herunder fx syn, hørelse, lyde, karakteristiske bevægelser, jagtvaner og søvn. De oplysninger, der gives, varierer fra dyr til dyr, og formidlingen sker i form af fortløbende prosatekst (og fx ikke i skemaer eller bokse). En varieret sproglig formidling er således prioriteret højere end en systematisk gennemgang med vægt på sammenlignelige oplysninger for hvert enkelt dyr, hvilket ellers er en konvention i mange fagbøger for børn.

Det erklærede formål med bogen er at oplyse om emnet (nat), men oplysningsbegrebet omfatter ikke udelukkende faktuel og verificeret information, og således adskiller bogen sig fra mange andre, især naturvidenskabelige fagbøger. Formuleringer, som markerer en vidensmæssig usikkerhed (fx “man regner med…”, “man tror…”, “man ved ikke, men…” og “måske…”) er hyppigt forekommende og understreger oplysningsprojektets suggestive karakter. Bogens fortæller er fascineret af nattens fænomener og ønsker at undre sig sammen med læseren. Bogens uskrevne formål synes at være gennem oplysning yderligere at stimulere den potentielle læsers fantasi om mørket og natten. Snarere end at forklare og afmystificere natten udtrykker bogen en ambition om at kvalificere den forestilling, som læseren har om emnet.

Fortælleren indtager dermed en dobbeltposition: På den ene side stiller han sig tøvende og spørgende i forhold til stoffet (og viser dermed solidaritet med den formodede barnelæser). På den anden side markerer han autoritet over stoffet ved at formidle en højt specialiseret viden om livet om natten. Det gælder især i de zoologiske afsnit, men selv i disse afsnit søges hele tiden en forbindelse til den formodede læsers erfaringsverden. Dyr sammenlignes med mennesker, og menneskelige forhold markeres med stedord i 1. person pluralis, altså “vi” og “os”. De fleste andre steder i bogen anvendes 3. person, men 1. person pluralis bruges altså undtagelsesvist til at skabe et kollektiv mellem fortæller og læser. Dette ses fx i afsnittet om uglen:

Det vigtigste for en ugle er den del af øret, der ligger inde i hovedet. Det er det indre øre–det vi andre kan få ørepine i. Hos de fleste dyr (og også hos os) er de to ører fuldstændig ens. Men det er de ikke hos uglerne. Der er meget stor forskel på dem. Det sætter uglen i stand til at adskille det, den hører med højre øre, fra det, den hører med venstre øre, Og derfor kan den hurtigt finde ud af, om en lyd kommer fra højre eller venstre eller midtfor. […] Man regner med, at en ugle hører 1000 gange så godt som os. Så selv om det er mørkt, kan en mus ikke skjule sig for en sulten ugle (Jørgensen 2005, 24).


Ill 1 © Birde Poulsen, ill., Bent Jørgensen, text. Om natten. Gyldendal, 2005.

Sprogligt er stoffet forsøgt bearbejdet, således at de faglige oplysninger fremstår relevante og forståelige (via sammenligningen med menneskelige forhold). Den sidste sætning i afsnittet ovenfor bidrager yderligere med en dramatisk dimension, idet der fokuseres på forholdet mellem ugle og mus. I denne sætning er perspektivet flyttet fra uglen til den magtesløse mus, og der appelleres til læserens medfølelse (senere står der: “Musen har ikke en chance over for uglen”). Ved siden af det citerede afsnit findes en illustration af en sneugle, som hænger i luften med en mus i næbbet (Ill. 1).

Birde Poulsens akvarel indeholder sin egen dramatik. Sneuglen balancerer foroverbøjet med udslåede vinger, og dens skarpe kløer har let fæste på et træ. I næbbet holder den en forvredet mus i nakkeskindet. Angiveligt arbejder uglen hårdt for føden, mens musen kæmper for sit liv. Billedets baggrund er frønnet træstamme og en blåsort nattehimmel, som danner kontrast til en imposante hvide ugle. Den natlige skov fremstilles på dette opslag (24–25) som et sted for jagt, kulde og brutalitet (mod den uskyldige mus). Opslaget fungerer som et konkret, visuelt eksempel på den suggestive formidling, og fagbogen viser sig at være alt andet end en neutral og anonym tekst. Den bærer tydeligt præg af såvel indholdsmæssige som sproglige prioriteringer og bevidste visuelle valg.

Afsluttende bemærkninger

I forsøget på at hæve børnelitteraturens status har børnelitteraturforskningen i Danmark og det øvrige Norden i de seneste årtier haft blikket rettet mod den kunstnerisk orienterede skønlitteratur, og mange bibliotekarer, skolebibliotekarer, lærere, pædagoger og forlæggere har delt forskernes begejstring over den nyere børnelitteraturs sproglige og fortælletekniske eksperimenter. Begrebet litteratur er i denne optik blevet et kvalitetsstempel, som udelukkende gælder for en lille del af børnebogsproduktionen. Formålet med forskningen i børnelitteraturens svar på avantgarden har været horisontudvidelse både inden for og uden for de børnelitterære kredse, og at dømme efter antallet af bøger og artikler om ny eksperimenterende børnelitteratur er projektet lykkedes (blot for et enkelt eksempel, se Mørch-Hansen og Pohl, 2006). Utilsigtet har dette forsknings- og formidlingsmæssige fokus dog medført en blind plet i fagbøgerne.

Ovenstående analyse viser, at områder som faglig prioritering og dybde, formidlingsstrategi og populariseringsgrad generelt er værd at se nærmere på i forhold til fagbøger. At fagbøger for børn er en overset genre er ærgerligt af flere grunde: For det første ville en større opmærksomhed omkring emnet kunne give både forskere og formidlere af børnelitteratur flere redskaber til at analysere og vurdere fagbøger for børn. For det andet ville en kritisk beskæftigelse med fagbøger for børn kunne give forfattere og forlag et modspil eller blot en øget bevidsthed, så der i sidste instans ville blive produceret flere bøger med både faglige og formidlingsmæssige kvaliteter. For det tredje ville anerkendelse af fagbøger som en del af børnelitteraturen give børnelæserne de samme muligheder for faglig fordybelse og erkendelse som de voksne læsere.

Biografi sk information: Anna Karlskov Skyggebjerg fi l dr är lektor vid Center for Børnelitteratur i Danmark. Just nu arbetar hon på projektet “Faktaböcker för barn” där hon undersöker utbudet av faktaböcker utifrån ett historiskt och samtida perspektiv. Kontakt: aks@dpu.dk

1Bodil Kampp har hentet sin litteraturdefinition fra professor Pil Dahlerup, der har brugt den citerede formulering i indledningen til sin litteraturhistorie, Dansk litteratur. Middelalder. 1: Religiøs litteratur. Gyldendal, 1998, s. 21

Bibliografi

Arnold, Helen. “‘Do the blackbirds sing all day?’ literature and information texts”. In Morag Styles, Eve Bearne & Victor Watson. After Alice: exploring children's literature. London: Cassell, 1992, 126–134.

Christensen, Nina. ‘En stor familie: tekstanalysen som udgangspunkt for studier af børnelitteratur’. In Mørch-Hansen, Anne og Jana Pohl. Børnelitteratur i tiden: om danske børne- og ungdomsbøger i 2000'erne. København: Høst & Søn, 2006.

Furuland, Lars og Mary Ørvig. “Faktaböcker”. I Barnlitteraturen: historik, kommentarer. Texturval. Stockholm: Rabén & Sjögren, 1990, 325–336.

Goga, Nina. Kunnskap og kuriosa: merkverdige lesninger av tre norske tekstmontasjer for barn og unge. Diss., Bergen: Universitetet i Bergen, 2008.

Goga, Nina. “Barnelitteraturens sakprosa: forvaltning av form eller faglitterær forskning?“ Prosa 4 (2009)

Gómez, Elsa. Faktaboken som pedagogisk resurs. Lund: Studentlitteratur, 2008.

Gruben, Frauke. Kinder- und Jugendsachbücher: fachliche wissensbestände und darstellungsstrategien in Kinder- und Jugendbüchern. Attikon Verlag, 2006.

Hendrickson, Linnea. “Non-fiction”. I The Oxford encyclopedia of children's literature. Ed. Jack Zipes. Oxford UP, 2006. Vol. 3. 160–165.

Peter Hunt (ed.) International companion encyclopedia of children's literature. New York: Routledge, 2004. Vol. 1.

Jørgensen, Bent og Birde Poulsen. Dyrenes kæmper. København: Gyldendal, 1997.

Jørgensen, Bent og Birde Poulsen. Mærkelige dyr. København: Gyldendal, 1998.

Jørgensen, Bent og Birde Poulsen. Dyrenes jægere. København: Gyldendal, 1998.

Jørgensen, Bent og Birde Poulsen. Dyrenes familieliv. København: Gyldendal, 1999.

Jørgensen, Bent og Birde Poulsen. Krible-krable-dyr. København: Gyldendal, 2001.

Jørgensen, Bent og Birde Poulsen. Dyrenes sprog. København: Gyldendal, 2002.

Jørgensen, Bent og Birde Poulsen. Om natten. København: Gyldendal, 2005.

Kampp, Bodil. Barnet og den voksne i det børnelitterære rum: en undersøgelse på narratologisk grundlag af relationen mellem den implicitte fortæller og den implicitte læser i nyere, kompleks børnelitteratur efter 1985 med inddragelse af litteraturdidaktiske refleksioner. København: Danmarks Pædagogiske Universitet; 2002.

Mallett, Margaret. “Children's information texts”. I Ed. Peter Hunt International companion encyclopedia of children's literature. New York: Routledge, 2004. Vol. 1. 622–631.

Mallett, Margaret. Early years non-fiction: a guide to helping young reseachers use information texts. London: Routledge Falmer, 2003.

Mallett, Margaret. Making facts matter: reading non-fiction 5–11. London: Paul Chapman Publishing, 1992.

Meek, Margaret. Information & book learning. Stroud: Thimble Press, 1996.

Mjør, Ingeborg, Birkeland og Gunvor Risa. Barnelitteratur: sjangrar og teksttypar. Oslo: Cappelen Akademisk Forlag, 2000.

Mørch-Hansen, Anne og Jana Pohl. Børnelitteratur i tiden: om danske børne- og ungdomsbøger i 2000'erne. København: Høst & Søn, 2006.

Nikolajeva, Maria: Barnbokens byggklossar. Lund: Studentlitteratur, 1998.

Rasmussen, Line Beck: Tal om børnebogen i Danmark. Fredriksberg: Roskilde Universitetsforlag, 2007.

Steitz-Kallenbach, Jörg. “Bildersachbücher und sachgeschichten”. I Jens Thiele/ Jörg Steitz-Kallenbach: Handbuch Kinderliteratur: grundwissen für ausbildung. Freiburg im Breisgau: Herder, 2003, 114–156.

Note: This article is being published simultaneously in Barnboken–tidskrift för barnlitteraturforskning/Journal of Children's Literature Research and Nordic ChildLit Aesthetics/Barnelitterært forskningstidsskrift

Refbacks

  • There are currently no refbacks.
Bookmark and Share


BLFT. Barnelitterært forskningstidsskrift/Nordic Journal of ChildLit Aesthetics eISSN 2000-7493

This journal is published under the terms of the Creative Commons Attribution-Noncommercial 3.0 Unported License. Responsible editor: Kristin Ørjasæter.